Tirsdag d. 21. oktober modtog Muhabet til stående ovationer under en ceremoni i DR Koncerthuset årets Tine Bryld Pris.
Tine Bryld Prisen blev etableret i 2013 for at skabe et større fokus på det sociale område gennem anerkendelsen af personer, der udfører et vigtigt socialt arbejde. Prisen ærer Tine Brylds livslange sociale indsats, og er finansieret af TrygFonden.
Muhabets tre stiftere - Najib Haddar, Emine Ayyildizoglu Haddar og Lise Poulsen - har modtaget kr. 50.000 til deling, samt mulighed for en støtte på op til kr. 450.000 til deres fremtidige arbejde i Muhabet.
Helle Degn, tidligere minister og kommissær og nu formand for Foreningen for Tine Bryld Prisen, udtaler:
- For den, der kommer hertil fra et andet land, kan det danske samfund opleves som en ørken. Og for den traumatiserede kan sprogvanskeligheder, kontakt til myndigheder og selve livet i Danmark opleves som en veritabel ørkenvandring. Muhabet er et lille telt i ørkenen.
- Med den frivillige indsats genetableres kontakten måske til familien og børnene, færre indlæggelser, styr på små problemer inden de bliver store, mestrer bedre sin egen hverdag, forsøger sig med skånejob – og allervigtigst oplever gæsten, at der er brug for hende eller ham, og at der findes en plads til dem i fællesskabet.
- Muhabet er med andre ord i sin idé social psykiatri der virker i hverdagen med den åbne og respektfulde tilgang til gadens og samfundets allersvageste.
Du kan læse mere om Tine Bryld Prisen HER
Billeder er taget af fotograf Jakob Boserup. |