|
|
Stimulerer sanserne
De fysiske rammer skal være indbydende for
gæsterne. Derfor er Muhabet indrettet som
en café med små sofagrupper, og på bordene
står der potpourriblandinger, stearinlys og
skåle med nødder.
For at skabe kontakt til gæsterne, forsøger Muhabet bevidst at stimulere deres sanser. Selvom gæsterne er psykisk syge, kan de stadig
høre, se og lugte.
Når gæsterne kommer ind ad døren,
kan de høre fx arabisk, tyrkisk eller afrikansk
musik. De kan lugte, at der er ved at blive tilberedt
et måltid mad, og de kan se, at der er the,
kaffe og nødder på bordene.
|
|
ALLE ER VELKOMNE
Værestedet er for psykisk syge
mænd og kvinder, der har indvandrer- eller flygtningebaggrund.
De er ensomme, mangler sociale relationer, står
uden for et fællesskab og mangler fodfæste
i det danske samfund. Mange af gæsternes psykiske
og fysiske helbredstilstand er meget dårlig, og
deres økonomiske situation gør det svært
for dem at kunne kompensere for deres sygdom.
Selvom mange af gæsterne taler godt dansk, så
oplever de sproglige og kulturelle barrierer og manglende
forståelse fra institutioner og/eller lokalsamfundets
side.
Der kommer både ældre og
unge gæster. De kommer alene, eller de kommer
med børn, ægtefælle eller andre pårørende.
Fra Muhabets start for tre år siden til i dag
er det gennemsnitlige antal af gæster steget fra 2-3
til 30-40 om dagen. Gæsterne kommer hovedsageligt
fra Hovedstadsområdet, men der er også gæster
fra Nord- og Midtsjælland. De rejser langt for
at finde en åben dør.
Mange af gæsterne har fundet vej
til Muhabet via det gode rygte i egne etniske miljøer
eller via pårørende. Andre er blevet fulgt
hertil af deres kontaktperson fra Distrikts- eller Socialpsykiatrien,
og atter andre er kommet hertil via de psykiatriske
hospitaler, hvor vores pjece ligger.
Nogle gæster kommer flere gange med deres kontaktperson. Når de efterfølgende kommer igen alene, tyder det på, at vi har ramt noget hod dem, siden de får
lyst til at komme igen.
For vi bruger hverken pisk eller gulerod. Der er ingen
penge imellem værterne og gæsterne – de bliver
ikke trukket i bistand eller belønnet. Når
de kommer ind ad døren, er det fordi de har lyst
og behov for at komme her.
Gæster, ansatte og frivillige blander
sig imellem hinanden i værestedet. Alle indgår
i det samme fællesskab og snakken kan gå
om stort og småt, sorger og bekymringer men også
om sjove og komiske oplevelser. Vi kalder Muhabet for
et grine- og grædested.
|
